Lad os bryde rammen….

Jeg har fået en idé.

Den er muligvis lidt irriterende. Så er den på nuværende tidspunkt også urealistisk, ikke færdigtænkt- og/eller udviklet. Men se det som en øvelse i noget vi måske ikke gør os nok i og som vores hverdags- familie- og arbejdsliv kalder på.

Hvad nu, hvis vi i en periode stoppede med at lære mennesker at holde deres liv ud?

Bare som eksperiment.

Ingen resilience-træning.

Ingen energiforvaltning.

Ingen stressmanagement.

Ingen kurser i personlig effektivitet og optimering.

Ingen:

"Har du prøvet at planlægge nogle små pauser i løbet af dagen?"

“Har du husket at sige nej til flere opgaver i denne uge? “

“Har du husket at prioritere dine gåture?”.

Vi lukker simpelthen butikken.

Og bruger pengene på ét samlet gigantisk eksperiment.

Vi redesigner lortet.

For tænk lige over det.

Vi tænker at barnet der udviser symptomer skal lære at regulere sit system eller reguleres via pauser af forskellig karakter, så det kan holde hele skoledagen ud.

Vi lærer den stressede medarbejder at trække vejret ned i maven, tænke gode tanker og regulere sig selv, så vedkommende kan komme tilbage til sit arbejde.

Vi lærer mennesket med ADHD at timeblocke, prioritere, Pomodoro'e og optimere sig til at fungere i en struktur, der muligvis aldrig har passet særlig godt til hjernen.

Vi lærer forældrene at energiforvalte, så de kan få børn, madpakker, Aula, parforhold, fritidsaktiviteter og 37 timers arbejde til at gå op. Og det er jo meget sjovt, at når der ikke er tid til at mærke efter, så skal vi ikke bruge så meget tid på at lære forældrene noget som helst. Survive my friends, det er meningen det skal være hårdt! (ironi, kan forekomme).

Vi er efterhånden blevet ekstremt dygtige til at hjælpe mennesker med at regulere sig selv eller køre mennesker i den anden pol: at de så har så travlt, at de slet ikke kan mærke efter. Det er der slet ikke tid til.

Men jeg savner ét spørgsmål:

Hvornår begynder vi at undersøge det miljø, de alle sammen forsøger at regulere sig selv til at kunne holde ud?

Så jeg foreslår et tankeeksperiment, men for at gøre det må vi smadre nogle selvfølgeligheder.

1. Tid mister jobbet som valuta.

37 timer?

Hvorfor?

Hvis jeg skaber det, jeg skal skabe på 24 timer, hvorfor er belønningen så yderligere 13 timers arbejde?

Vi betaler for bidrag, ansvar og værdi.

Ikke for antal timer, et menneske har haft sin numse placeret det korrekte sted.

2. Skolen stopper med at organisere mennesker efter produktionsår.

"Velkommen. I er alle produceret i 2019. Derfor skal I naturligvis lære det samme, på samme måde, i samme tempo de næste 10 år+."

Det er egentlig en ret vild idé!

I stedet organiserer vi læring efter udvikling, interesse, kompetencer og behov.

Nogle gange lærer du med 17-årige.

Andre gange med en 9-årig.

Ingen dør.

3. Livet får sæsoner.

Vi dropper forestillingen om, at et bæredygtigt menneske præsterer nogenlunde konstant fra 25 til 67 år.

Nogle perioder arbejder du røven ud af bukserne, fordi du er optaget af noget.

Andre perioder arbejder du 20 timer.

Du har måske små børn.

En syg forælder.

Et nervesystem, der trænger til stilhed.

Eller lyst til at glo på havet.

Det sidste bliver også en legitim grund.

4. Vi afskaffer moralsk korrekt døgnrytme.

Nogle mennesker tænker fantastisk klokken 07.12.

Andre får deres bedste idé klokken 22.43.

Ingen af dem har bedre karakter.

Deres hjerner har bare forskellige åbningstider.

5. Vi stopper med kun at spørge: "Kan du?"

Og begynder at spørge:

"Hvad koster det dig?"

For ja.

Barnet KAN måske gennemføre skoledagen.

Medarbejderen KAN måske arbejde 37 timer.

Den neurodivergente KAN måske maskere.

Forælderen KAN måske arbejde om aftenen for at kompensere for dagen.

Men hvis prisen er et nervesystem i permanent alarmberedskab, har vi så egentlig designet noget, der fungerer?

Eller har vi bare designet mennesker, der er blevet virkelig gode til at holde ud?

Det her er selvfølgelig et tankeeksperiment. Men måske sætter det alligevel nogle tanker igang.

Og måske er det lige præcis mange flere absurde tankeeksperimenter vi har brug for.

Fordi meget af det vi betragter som naturgivne rammer for et normalt liv, er ikke naturgivent.

Vi har bygget dem.

Og det betyder også, at vi kan bygge dem anderledes.

Så måske skal vi næste gang, et menneske ikke fungerer, vente et øjeblik med at reparere mennesket.

Og undersøge samspillet.

Mennesket.

Kravet.

Rammen.

For hvis funktionen ændrer sig, når konteksten ændres, kan vi ikke forstå problemet ved kun at undersøge individet.

Oversæt. Forstå. Forbind.

/Just Wonder