Er der en plads til mit barn?
Jeg sidder til prøvetime i basket ball med Hektor. Vejen ind har været plaget af vredesudbrud. Han bliver ekstremt angst og disorganiseret i nye situationer. Han vil så gerne være med, og tankerne/intentionerne er gode. Men når vi så står der. Så melder alt sig på samme tid. Erfaringerne fra tidligere. Erfaringen med at "jeg er ikke sådan en der kan finde ud af regler - Jeg er sådan en der fucker op". Erfaringerne med ikke helt at kunne det helt basale som andre kan.
Frygten for at fejle. Ikke at være perfekt fra start. Hvad mon de andre tænker?
Vi kommer ind. Coachen kommer hen og siger hej. Hektors respons er at vende sig om i et udbrud af: "Fuck, nej, Fuck det her lort". Coachen bliver usikker og kigger spørgende på mig.
Jeg fortæller kort, at han er meget nervøs og usikker og derfor responderer sådan. Han løber i protest (og med alverdens grimme fraser væltende ud af munden) ud af skolen. Han skal ægte ikke være med. Og her skal man huske, at han kan ligne et uopdragent barn, der taler meget grimt til sin mor. Men i oversættelsen er det et hamrende angst barn, hvor verden allerede i samspil med hans indre har besluttet sig for, at han ikke kan.
Den oversættelse laver jeg ikke kun som mor. Den laver jeg hver dag i mit arbejde.
Som psykolog og fagperson har jeg en stemme i forhold til de mennesker jeg arbejder med. De udfordringer jeg møder og de mønstre jeg observerer hos den enkelte, i gruppen og i samspillet med de strukturer vi til dagligt er en (tvunget) del af. Jeg er en oversætter. Og det er jeg i den grad også som mor. Jeg er mor til to skønne drenge, og som jeg ofte siger til andre i både min faglige og private sfære, så har jeg bygget noget af en specialbus, hvilket også inkluderer mig selv. Det viser sig, at neurodivergens i begge vores slægtslinjer og genpuljer er lige lovligt meget til stede. Fuld plade på sensitivitet, dysregulerede nervesystemer, opmærksomheder der vælter rundt og nogle af og til fjollede eksekutive funktioner i hjernen.
Min ældste dreng har siden han indtog min livmoder været ualmindeligt aktiv. Ved 8 ugers scanning udbrød lægen da også, at det var et ualmindeligt aktivt foster. Små boksehandsker der bare lå og boksede derud af hele scanningen igennem, til lægens store fornøjelse: "Det tror jeg aldrig jeg har set før på den måde". Ninja i maven, og det stemte meget godt overens med det lille bitte væsen der landede på mit bryst kl. 01.32 D. 9 juni 2015.
Aldrig tilfreds, altid søgende, altid ud over det hele. Han sad selv som 4 måneder gammel og kravlede som en mester da han var 5 måneder gammel. Han stod op af mine ben i køkkenet i en str. 68 heldragt, da han var 6 måneder. Prøv som forældre at falde til i en ny rolle og samtidig følge med det vanvittige tempo. Hektiske Hektor var hans navn i mødregruppen. Og mønsteret fortsatte.
I dag er han 11 år, og der er absolut intet forandret. Andet end at han nu har et sprog og en helt anden bevidsthed, samt et refleksionsniveau der er ret vildt for en lille dreng, der trods sin korte levetid har mødt alt for stor modstand i sit liv.
Som 7-årig spurgte han i ramme alvor, om jeg nu var helt sikker på, at der var en plads til ham i denne verden. Fordi han følte ikke han hørte til. Den følelse har han stadig, og jeg forstår ham simpelthen så godt. Han er vant til, at det der er helt almindeligt og nemt for andre børn, er ufatteligt svært for ham. At lytte, følge regler, verbale instruktioner, indgå i fællesskaber. Det er svært med svært på. Så hvor skal han få troen på, at der selvfølgelig er en plads – når succeserne ikke lige just vælter ned over ham?
Han er hypersensitiv, så absurd bange for at gøre forkert, og samtidig indrettet med kravafvisning, foragt for autoriteter og mental rigiditet kan han lugte på lang afstand, hvilket med det samme trigger en "fuck dig attitude" og provokation. Modsat denne indre pol har han en udtalt ængstelig indretning. Han overtænker, sidder fast i mentale loops på flot OCD-manér, konstant frygtsom overfor hvad der kan ske, og en skrøbelig bevidsthed om sig selv i sociale sammenhænge, hvor alt nyt skaber grundangst og direkte modsvar. Og her kan han ikke læne sig op ad en superb følelsesregulering. Den ligger på et meget lavt niveau. Træk der samlet i et lille hus på 32 kg giver et nervesystemet MAX overarbejde. Hver dag. Altid.
Jeg har lyst til at beskrive ham ned i mindste detalje, for at skabe forståelse i vores verden – en forståelse der kan beskytte ham en smule og fortælle os, hvornår han skal gribes, og hvornår grænserne skal sættes. Hvornår rammerne bliver nød til at åbne, gå på kompromis og strække sig. Fordi han slår sig. Alt for meget. Og ja, det er hans indretning, og den går jeg sådan set også ind for at han skal lære at mestre. Det er de kort han har fået på hånden. Dem har han, og vi som hans forældre, et stort ansvar for. Men det mener jeg også at samfundet har. For han er ikke alene. Vores børn trives dårligere end nogensinde. Skolevægring og bogstavskombinationer er efterhånden så udbredt, at det virker som om det er ved at udvandes.
Og lige nu er der ikke meget der tager ansvar for, at vores børn – mit barn, faktisk begge mine børn – falder mellem 47 stole. Overdrivelse…… Nej. De er begge ret meget på overarbejde i en verden, der endnu ikke har indrettet sig, udvidet sig, gentænkt og redefineret, fordi forståelse har den efterhånden. Den er i hvert fald gjort tilgængelig. De fineste mennesker og potentialer der har brug for: flere muligheder i relation til fællesskab, læring og udvikling, højere fleksibilitet, nytænkning og større sammenhæng mellem familie-, arbejds- og børneliv.
For når fokus konstant er på, hvordan vi får disse børn til at indgå på ligefod – indgå i rammerne, følge normerne – så handler det om en stærk individualisering af symptomer, og en forståelse der indrammer børn som enten "indenfor eller udenfor". Problemerne er iboende. Kigger man nærmere på tilbuddene til mange af disse børn, handler det om rammer med færre børn og lidt flere voksne, reduktion af stimuli (for nogen slet ikke nok eller rigtigt for andre), og fokus på korrekt medicinering. Og nej, dette er ikke et skriv for eller imod medicin. Men både som mor og fagperson har jeg et problem med, at så meget efterhånden tilbydes medicinsk behandling – gerne i tråd med individualiseringens højborg: Hvordan lærer du at regulere dig selv, så du kan indgå på lige vilkår og følge samfundets linjære produktivitets-tanke?
Det kalder vi energiforvaltning, og det går jeg faktisk ind for at vi arbejder med. Vi er forskellige mennesker med forskellige batterier – de lades og bruges på forskellig vis. Men jeg synes det misbruges, når spørgsmålet altid ender som: Hvordan håndterer du energiforvaltning, så du kan gå i skole 7-8 timer om dagen eller på arbejde fra 08-16? Og ikke: En del af energiforvaltningen er vores fælles ansvar.
Vi har en fast arkitektur i samfundet. Normen er 30-37 timer, gerne fra morgenstund til sen eftermiddag, eller i skiftende vagter. Vi har besluttet skoleår, hvornår børn vurderes skoleparate, hvornår de skal kunne hvad, og hvad der er præstationsværdigt på en skala. Jeg synes ikke det harmonerer med al den erfaring vi efterhånden har: at vi mennesker er forskellige, og at vores børn bevæger sig i meget forskelligt tempo.
Min søns hjerne arbejder ikke lineært. Den springer. Sammenlignet med "normen" er den år bagud på basale egenskaber – men år forud på refleksion og abstraktion på visse områder. Den søger essens, no bullshit, og er allergisk overfor info der vurderes ubrugeligt lige her og nu. Umodenhed? Det kalder nogen det. Men min erfaring er, at det er langt mere komplekst end som så. En samtale om fortiden, om det svære, om tanker af personlig karakter, og jeg har hans fulde opmærksomhed. En snak om Lise og Jørgen i hans danskbog? Ikke-eksisterende. Er det umodenhed, eller er det noget andet – dybde versus bullshit, smalltalk versus ægte forbindelse, behovet for en højere grad af stimulering? Det kan godt ligne umodenhed. Men jeg er ikke sikker på, det er så simpelt.
Det samfundsmæssige mønster handler ikke kun om ham. Jeg har gennem mine år som psykolog i forskellige brancher gang på gang set, hvordan rammer og rigiditet overbelaster nervesystemer og slukker de fineste potentialer. Ærgeligt, i min optik. Fordi vi glemmer, at det er en arkitektur – ligesom madstruktur, søvn på gode madrasser og andre behov ikke er noget vi kræver for egen vindings skyld, men for at fremme kollektiv sundhed. En arkitektur der tjener flere formål, bygget over mange år, lag for lag. Men en arkitektur kan forandres. Fundamentet kan støbes anderledes. Nogle gange nytter det ikke bare at fikse vinduet eller døren igen og igen. Måske skal vi gribe det her helt anderledes an.
Sat i perspektiv til min egen søn: samspillet mellem hans iboende egenskaber og arkitekturen omkring ham spiller ikke en ubetydelig rolle. Jeg vil gå så langt som at sige, at det netop er i det samspil, at trækkene forstærkes, sættes på spidsen – forbundet med anderledeshed, forkerthed, skam og skyld. Rammerne er med til at forstærke konsekvenserne for ham, hans selvværd og selvforståelse. Tænk sig, at man allerede i så tidlig en alder i sit inderste skal kæmpe med, om man faktisk skal være her. Og tænk at stå som forældre med den viden – og ansvaret for, sammen med ham, at finde vejen i livet. Der er ingen facitliste. I sidste ende er det også op til ham at mobilisere "what ever it takes".
Men jeg insisterer på, at der skal være en plads til ham, og på at vise ham det. Hvor ville jeg dog ønske, at rammerne og arkitekturen havde den samme iver efter at finde potentiale – ikke kun problemer.
For denne arkitektur skal ikke isolere områder. Den skal forbinde dem. Det handler ikke kun om børnenes rammer, men om arbejds- og familielivets rammer og vilkår. Vi kan ikke blive ved med at behandle og operere isoleret. Det hele hænger sammen – og det hele skal kigges igennem, hvis vi vil skabe de nødvendige forandringer. Og indtil da? Indtil da står jeg på sidelinjen til basketball, i skolen, på kommunen, i baggården, til forældremødet. Som oversætter og F…… insisterer. Igen og igen. På, at der er en plads til ham. Nu venter jeg bare på at resten af verden vågner ordenligt op og følger med.
#onsdagstanker #erdermonetpladstilmitbarn?
/Just Wonder
