“Det er ikke hinanden i er trætte af - Det er jeres mønstre!”

De fleste organisationer reagerer på frustration. Vi accepterer den som en naturlig del af arbejdslivet. En del af samarbejdet mellem mennesker, der tænker, føler og handler forskelligt. Der opstår friktion. Stemningen bliver anspændt. Nogen føler sig overhørt. Andre føler sig alene med ansvaret. Vi kender det her sted. Vi har siddet her før og netop derfor er frustrationen endnu større. Nu er den et problem.

Og så sætter vi ind

Flere møder. Nye aftaler. Afklaringer - “Nu gør vi det anderledes.”

Men vi stopper sjældent op og spørger:

Hvilket mønster er det egentlig, vi gentager?

For frustrationen er ikke roden.
Den er et symptom. Et signal om, at noget underliggende ikke fungerer.

Og vi skal huske, at frustrationen vokser i takt med gentagelsen.
Tænk blot på dit parforhold – der hvor du reagerer stærkest. Ofte er det dér, hvor det samme sker igen og igen, selvom det har været adresseret mange gange.

VI SER KONFLIKTEN – MEN IKKE KOREOGRAFIEN

Vi ser ordene.
Vi ser tonen.
Vi ser reaktionen.

Men vi ser sjældent den gentagne bevægelse mellem os.

For eksempel:

Drift presser
→ Strategi udskydes
→ Direktør oplever manglende fremdrift
→ Frustration vokser
→ Direktør går tættere på
→ Lederne mister mandat
→ Direktør føler sig endnu mere alene
→ Organisationen lærer, at beslutninger træffes oppefra
→ Selvstændighed udebliver
→ Brandslukning fortsætter

Konsekvensen?

Direktøren føler sig alene eller begynder at tvivle på kompetencerne omkring sig.
Lederne mister motivation og engagement.
De føler sig ikke hørt og mister handlekraft.
Passivitet og udbrændthed kan snige sig ind.

Og næste gang?
Samme bevægelse.

Følelserne tager over.
Nysgerrigheden forsvinder.
Og ofte ser vi spørgsmålene skifter fra: “Hvad sker der?”
til: “Hvem gjorde hvad?”

Problemløsningen bliver individuel. Og der er helt sikkert et individuelt ansvar. Men det betyder ikke, at den skal stå alene ej hellere, at den er særlig virksom. Fordi i virkeligheden bliver det et meget begrænset outlook på hvad der jo faktisk er et samspil - et mønster.

NU BLIVER DET GODT – ER IKKE EN STRATEGI

Jeg ser ofte en rørende optimisme: “Når vi lige får talt om det, så bliver det bedre. ” Og ja – energien stiger. Der opstår forløsning i rummet. Sammen bliver vi enige om, at der er et problem.

Men vi ændrer ikke det, der producerer adfærden.

Vi bliver snydt af energien.
For enighed er ikke det samme som forandringsparathed. Det betyder som oftest at der ikke går længe før vi sidder i samme møde igen, fordi vi ikke ved:

• Hvad vi faktisk gør igen og igen

• Hvem der tager over hvornår

• Hvem der trækker sig hvornår

• Hvad der konsekvent nedprioriteres

• Hvad der trigger kontrol

• Hvad der trigger passivitet

• Hvorfor det sker og hvad der tillader det og hvad der forstærker det.

• Hvad er konsekvensen af det.

… Og så har vi ikke den data, vi skal bruge for at forandre!

MØNSTRE LEVER I SAMSPILLET

Når vi ikke undersøger mønstrene, bliver vi dygtige til at individualisere dem:

Du er for kontrollerende.
Du tager ikke nok ansvar.
Hun er for grøn.
Han er ikke dygtig nok.
Vi er dårlige til at kommunikere.

Men det er jo sjældent hele sandheden. Problemet er ofte hverken personen eller systemet alene. Det er samspillet, der er blevet standard.

og her opstår det vigtige mellem-niveau:

• De uskrevne regler

• Turtagningen

• Eskalationsmønstrene

• Hvem der redder

• Hvem der beslutter

• Hvem der venter

• hvad forstærker, beskytter eller sætter en stopper for en given adfærd?

Det, vi tillader.
Det, vi tidligere har tilladt.
Det, vi siger tydeligt – og det, vi siger utydeligt.

Systemerne og rammerne omkring os og hvordan de meddikterer vores adfærd.

Det er her, mønstre opstår - i spændingsfeltet mellem individ og design, som til sammen skaber koreografier af acceptabel og uacceptabel adfærd.

ORGANISATIONER ER ADFÆRDSSYSTEMER

Organisationer er adfærdssystemer.
Når adfærd gentager sig, er det fordi noget i samspillet og i designet gør gentagelsen sandsynlig.

Derfor er løsningen ikke “bedre mennesker”, men bedre mønsterbevidsthed og bedre mikro-design.

Ikke terapi.
Ikke skyld.

Men justering af det vi ønsker at beskytte, det vi ønsker at starte med at gøre og det vi helt sikkert ønsker skal stoppe - samt sikring af, at koreografien faktisk bliver mulig og ikke noget vi bare taler om.

JUST WONDER

Reel forandring starter ikke “bare” med beslutninger. Beslutninger er vigtige, men kvaliteten af dem afhænger af analysen der går forud. Den nysgerrige, åbne undersøgelse:

• Hvad er det faktisk, vi gør igen og igen?

• Hvordan spiller jeg selv ind?

• Hvilke mikro-regler styrer vores samspil?

• Hvad i vores design forstærker gentagelsen?

Når vi tør kigge på mønsteret uden skyld og uden forsvar, opstår der bevægelse.

Ikke fordi vi taler bedre.
Men fordi vi gør noget konkret anderledes.

DET KRÆVER MOD

At arbejde med mønstre kræver mere end en handlingsplan. Det kræver, at vi:

• Gør magt og indflydelse synlig

• Taler om indblanding

• Taler om ansvar

• Taler om strategi vs. drift

• Taler om det, der gentager sig

• Taler om de steder, hvor kæden hopper af i hverdagen

Og det kræver, at vi både kan arbejde her og nu –
og samtidig turde justere de rammer, der skaber adfærden.

Stoppe noget.
Starte noget andet.
Beskytte det nye.

Tjekke ind, evaluere og Justere.
Og vigtigt - huske at synliggøre bevægelsen.

DEN ENKLE SANDHED

Gentagelser stopper først, når vi opdager dem. Så næste gang frustrationen stiger,
så spørg ikke: “Hvem gjorde hvad?”

Spørg i stedet:

Hvilket mønster er vi i lige nu?
Og hvad i vores samspil og design gør det sandsynligt, at vi gentager det?

Det er dér, forandringen for alvor kan begynde.

Og for at gøre det helt konkret, er her en lille hjemmebrygget model til at få dig igang.

Måske den kan bruges <3

All change begins with

Just Wonder