Hvorfor opdages ADHD så sent hos kvinder?
Forskning, Maskering og Misforståelser!
Da sendiagnosticerede kvinder for alvor begyndte at fange min interesse, var det for mig helt uforståeligt, at der skulle være så stort et skel aldersmæssigt mellem diagnosticering af mænd/drenge og Kvinder/piger.
Jeg oplevede og oplever forsat, at kvinders symptomer ofte forstås og grupperes anderledes. At udbrændthed og gentagne stressygemeldinger, svingende motivation/humør og emotionel dysregulering, alt for ofte tilskrives andre diagnostiske tilstande.
Jeg vil gå så langt at sige, at kvinders udtryk for lidelse og. mangel på sammenhængskræft, særligt efter ankomst af børn alt for ofte negligeres og slet ikke får den nysgerrighed, omsorg og opmærksomhed, som de unikke kvinder fortjener.
Jeg oplever, at jeg har en helt særlig rolle her som psykolog, i forhold til møde disse kvinder, nysgerrigt, omsorgsfuldt. Hvilket for mange er en meget stærk oplevelse. Men det er kritisabelt, at dette ikke er standard i de fagprofessionelle kontekster, der søges hjælp i. Med den viden vi har i dag - Hvorfor er det så, at nysgerrigheden forsat er en mangelvare? Og hvorfor er denne oplevelse så hyppig?
Hvad er det helt konkret for nogle årsager, der ligger til grund for sendiagnosticering af kvinder med ADHD?
Overordnet kan man sige, at der kan være store forskelle i symptomudtryk, kulturelle- og kønsforventinger, samt et helt grundlæggende fravær af forståelse for den unikke ADHD hos kvinder. At kvinder længe har været medicinsk overset er ikke noget nyt, men konsekvenserne af dette er efterhånden ved at være tydeligt for mange. Vi ved alt for lidt om kvinder og vi ved alt for lidt om hvordan dette specifikt påvirker nogle af de grundlæggende forståelser og behandlingsmuligheder vi i dag har til rådighed.
Historisk skævhed
Medicinsk og psykologisk forskning har i mange år primært fokuseret på mænd som den standardiserede model for menneskekroppen. Indtil 1990’erne blev kvinder ofte udelukket fra kliniske studier, som følge af, at hormon variationer blev anset som forstyrrende faktorer. Mange af de læreboger og diagnostiske kriterier vi i dag stadig bruger, er baseret på mandlige forsøgspersoner og derved også på mandlige reaktioner/symptomer.
ADHD blev oprindeligt defineret ud fra studier foretaget på drenge med hyperaktive symptomer. Derfor har indadvendte, opmærksomhedsbaserede ADHD-symptomer, som er mere typiske for piger, været stærkt overset. Det er faktisk først i årene fra 2000-2010, at studier begyndte at vise ADHD’en som værende årsag til symptomer hos piger/kvinder. I 80’erne og 90’erne blev ADHD primært set som en diagnostisk tilstand, der ramte drenge. Det er dog først fra 2010 og til nu, at det ændrede sig fra en nicheforståelse til en generel anerkendelse af, at der er tale om kønsforskelle i neurodiversitet (Både i forskningen og i medierne). Særligt har den voksende litteratur, podcasts og sociale medier skubbet til at udbrede forståelsen, samt få flere kvinder til at opsøge udredning og behandling.
Neuropsykologiske og udviklingsmæssige perspektiver
Et vigtigt perspektiv ind i forståelsen af årsager til sendiagnosticering er blandt andet modning af hjernen hos drenge kontra piger. Præfrontal kortex, som styrer eksekutive funktioner (planlægning, impulskontrol, organisering mm.) modnes tidligere hos piger end hos drenge - ofte flere år før. Det betyder, at symptomer på ADHD hos piger i barndommen kan være mindre tydelige, fordi deres hjerne kompenserer bedre for deres vanskeligheder. Den tidlige modning kan give indtryk af, at piger klarer sig fint - indtil kravene fx stiger (teenageår og voksenlivet), og deres ADHD symptomer begynder at overvælde deres kompenserende- og maskeringsstrategier.
Ligeledes ses en tendens til, at piger oftere har den uopmærksomme type, hvor den hyperaktive og forstyrrende adfærd ikke er tilstede eller tilstede i en mindre udtalt grad. Det betyder ofte: at de ikke forstyrrer undervisningen. De bliver opfattet som fx “søde, men distræte”, drømmende, stille eller glemsomme. Hertil kan deres vanskeligheder blive fejltolket som angst, lavt selvværd, depression eller bare “dovne”. Der kan derfor ses en tendens til at single adfærd ud i stedet for at se samlet på adfærdsmønstre, særligt forstærket når hyperaktivitet og forstyrrelse af omgivelser ikke er de primære udfordringer.
Ligeledes ved vi, at intelligens har en betydning for hvordan symptomerne kommer til udtryk, samt i hvor høj grad der kan kompenseres for vanskeligheder. Jeg har i min tid som psykolog mødt utrolige kvinder, der i den grad har formået at snøre omverdenen og fremstået utrolig funktionelle. Men hvor opretholdelsen af funktionaliteten (og den ydre social sfære) har store psykiske og personlige omkostninger. Disse kan være alt fra en stor ensomhed (ingen lukkes helt ind i privatsfære), tendens til degressivitet, angst og lavt selvværd. Og uden tvivl ofte ledsaget af forskellige grader af udbrændthed.
Modningen af hjernen betyder også, at kvinder er hurtigere til at aflæse sociale signaler og hurtigere tilpasser sig sine omgivelsers forvetninger. Dette betyder, at de derfor også maskere deres vanskeligheder tidligere og mere effektivt, fx ved at være overansvarlige, perfektionistiske eller pleasende (se afsnit længere nede). Men der er også de stille piger, som ingen larm laver. Og vi er desværre indrettet sådan, at det der larmer mest er det der nupper alt opmærksomheden. Jeg ser derfor også en del kvinder, der ved tilbageblik har udvist en adfærd og signaler, men som ikke “larmer” nok til at fange omgivelsernes opmærksomhed og bekymring.
Ligeledes kan der være noget om, at piger ofte stilles nogen andre krav langt tidligere end drenge. Vi har andre forvetninger til adfærd og opførsel, hvilket betyder at både modning og kultur spiller en rolle i symptomers udtryk.
I samtaler gennem årene er det derfor også blevet tydeligt, at kvinder der er vokset op med en lillebror/storebror ofte overses og først diagnosticeres senere i livet, trods der er identificeret tydelige opmærksomhedsvanskeligheder hos bror/brødre. Hvilket er interessant, særligt når der er tegn på vanskeligheder. Det er bekymrende, at når der er en kendt familiehistorik (en/flere søskende er diagnosticeret med ADHD, autisme) hvorfor sættes søster så, i antidepressiv behandling eller i behandling med angstdæmpende? Og dette af flere omgange, fordi søster ikke trives og gentagne gange ramler ind i “stress,, depression og/eller angst”?
Det er ikke acceptabelt med den viden vi har i dag!
Hertil kommer ligeledes, at hormoner spiller en rolle. Østrogen og dopamin interagerer og nogle forskere peger på, at kvinders ADHD symptomer kan svinge i takt med menstruationscyklus, pubertet og overgangsalder. Det kan også betyde, at symptomerne først bliver tydelige i puberteten, eller forværres i voksenlivet, hvilket igen skubber tidspunktet for diagnosticering. Kan der være tale om at nogle kvinders symptomer forværres i voksenlivet? Hvad betyder balance i hormoner for ADHD symptomers udtryk? Der er mange spørgsmål, som vi forhåbentlig kun bliver klogere på.
Kulturelle og kønsbaserede fordomme
Kvinder skal også ses ud fra hvordan de fra tidlig alder socialiseres i langt højere grad til at tilpasse sig omgivelserne, hvilket betyder, at deres symptomer ofte bliver mindre synlige eller fejldiagnosticeres som angst eller depression. Ligeledes har jeg i klinisk praksis også erfaring med, at det hyperaktive, udtryksfulde og emotionelt dysregulerede barn ses anderledes hos drenge end hos piger. Piger blev oplevet som dramatiske, hysteriske, voldsomme og langt mere som utilpassede/adfærds/personlighedsforstyrrede. Det uopmærksomme og stimulisøgende blev derfor opfattet markant anderledes end “dampdrenge”. Ligeledes er det vigtigt at forstå, at samfundet generelt har haft en stærk tendens til at overse kvinders helbredsproblemer, især når det handler om psykisk sundhed og kroniske smerter. Kvinders udtryk har derfor også i mange år været offer for at skulle passe ind i rammer og kasser, som slet ikke er deres.
Det er også her, at jeg særligt har oplevet kvindeperspektivet som vigtigt, da jeg i klinisk praksis særligt oplever at kvinders symptomer (eller oplevelser som jeg som udtryk er mere fan af) negligeres i en sådan grad, der er virkelig skadelig og komplet uacceptabel. Jeg oplever som fagperson, at kvinder i høj grad kontinuerligt diagnosticeres med stressbelastningsreaktioner og at symptomerne tilskrives livet, kvindepsyken og (for dem der har fået børn) morrollen. Og bevares - Karriereveje, børn, parforhold, venskaber, identitet og alt derimellem kan være stressudløsende. Men når du som fagperson sidder med en kvinde som genkender udbrændthed, stress-angst, og depressive symptomer livet igennem, så SKAL det altså udløse en alvorlig og fagprofessionel nysgerrighed på, hvad der kan være årsag til dette #RuleNumberOne.
Maskering
Det er også her, at maskeringen i høj grad kommer til udtryk. Kvinder er lagt mere tilbøjelige til at maskere symptomer og fremstå mere funktionelle og fungerende end de i virkeligheden er. Jeg oplever, at der ofte kan være stor diskrepans mellem det der vises omverdenen (social sfære) og hvordan det faktisk ser ud i den private sfære. I tillæg oplever jeg, at det ikke er ligeså anerkendt og acceptabelt som kvinde, at være den desorganiserede, den der glemmer aftaler eller ikke har styr på hjemmet. En stor andel af de kvinder jeg taler med bruger derfor ekstra ressourcer på at maskere deres vanskeligheder og deraf optræder udbrændthed langt hyppigere. Der er et utal af eksempler på dette, som jeg nok skal dedikere en hel post til at beskrive.
Jeg ser kvinder der bruger så enormt meget tid på at passe ind i rammer, leve op til både indre og ydre forvetninger og som aldrig har fået indsigt i og derfor heller ikke lært, hvad det egentlig vil sige at være dem. Hvordan de virker og hvordan de spiller sig selv gode i rammer, der slet ikke er skabt til dem.
Men hvad er maskeringsstrategier og hvorfor kan de være svære at spotte? Det er de først og fremmest fordi deres funktion er at vende opmærksomheden fra privatsfæren og ikke at afsløre kvindens “fejl og mangler”. De dækker over adfærd som umiddelbart ikke vurderes acceptabel eller slet ikke føles acceptabel af kvinden selv. Tilsløringen af problemer og udfordringer starter i en tidlig alder og er derfor sjældent noget man har indsigt i selv, førhen maskeringen ikke længere er mulig at opretholde. Dette ses ofte (men ikke udelukkende) når en kvinde bliver mor, hvor der stilles høje krav og restitutionsmulighederne ophører. Ligesom det kan være tilfældet med nogle børn (med mere synlige symptomer) i overgangen fra børnehave til skole. Krav og forvetninger stiger og det gør at barnet “falder” igennem i sammenligning med sine nye klassekammerater.
Kognitive og adfærdsmæssige maskeringsstrategier
Overkompensation gennem struktur og planlægning:
Brug af lister, kalendere og apps i ekstrem grad for at holde styr på alt.
Overforberedelse før møder eller sociale situationer for at undgå at fremstå uopmærksom eller rodet.
At skjule glemsomhed og forvirring med humor eller charme:
Latterliggøre egen forglemmelse (Haha, jeg er bare så distræt)
Tage den sjove og underholdende rolle i en gruppe for at dække over vanskeligheder med at følge med.
Lade som om man er helt med på opgaven eller det der snakkes om.
Overtilpasning og spejling:
Konstant aflæsning af sociale signaler og tilpasning til andre for at passe ind i fællesskabet (kamæleonen).
Efterligningen af andres adfærd og præferencer for at undgå at afsløre, at man ikke har helt styr på det sociale spil.
Emotionelle og psykologiske strategier:
Undertrykkelse af egne behov og følelser:
Man skal lærer at “tie stille, at være sød og ikke fylde for meget.
Undertrykker frustration, uro og træthed for at fremstå kompetent
Overansvarlighed og pleasende adfærd:
Påtager sig for meget ansvar - både hjemme, på arbejdet og i relationer - for at kompensere for indre kaos.
Har svært ved at sige nej og forsøger konstant at opfylde andres behov.
Skyld og skam:
Indre kritik og lavt selvværd - “Hvorfor kan jeg ikke bare være som andre?”
Følelsen af at være en imposter “Jeg snyder bare, jeg kan ikke noget, hvornår afsløres jeg?”. Dette sætter for alvor skub i overkompensationen i ikke at blive afsløret. Det kan være enormt smertefuldt og ensomt at stå med følelsen af at hele tiden skulle opretholde og/eller overkompensere.
Sproglige og sociale strategier:
Kontrolleret smalltalk og overanalyse:
Træner samtaler mentalt på forhånd
Overanalyserer samtaler efterfølgende og bebrejder sig selv for “fejl”.
Perfektion i præsentation og udseende:
Fokus på at fremstå pæn, ordentlig og velorganiseret - især i sociale eller professionelle sammenhænge.
Selvom mange af disse strategier kan hjælpe med at “fungere” udadtil, er prisen oftest (alt) for høj. Jeg ser særlig udmattelse, udbrændthed, selvmordstanker, angst og depression, samt identitetsforvirring - “For hvem er jeg, når jeg har brugt størestedelen af mit liv på at spejle, analysere og passe ind i rammer, som jeg faktisk slet ikke trives rigtigt i?”
Hertil kommer - Hvordan afslører du omfanget af maskeringstrategierne, når du taler med mestrene af maskering? Og som er forbundet med dyb skam, skyld og selvkritik at slippe. For det betyder jo selvafsløring for omverdenen og kan derfor næsten føles decideret selvudslettende at tale højt om.
Hos JustWonder ser jeg så mange kvinder, der ikke har lært at forstå deres (Unikke) ADHD. Og første skridt er, at møde dem med omsorg, nysgerrighed og konkrete steps til en højere grad af trivsel i deres hverdag. Jeg opfordrer stærkt dig, der sidder derude og læser med til at møde dem med det samme. Om du er fagperson, veninde, onkel, bror, søster, mor eller far. Så er det omfavnelsen, spejlingen og verbaliseringen af, at de er lige som de skal. være. Dernæst forståelse, indsigt og viden (øge bevidsthed, selvforståelse). Dette for at kunne tilkoble værktøjer og strategier, i kombination med at man skal lære at formulere sine behov, reducere/mindske eller helt fjerne uhensigtsmæssig maskering, så overarbejdet i hverdagen aftager. Her kan jeg selvfølgelig ikke komme uden om at nævne, at medicinsk behandling for nogen er livsreddende som stilladsering. Men den må i min optik ALDRIG stå alene. Og kan ikke stå alene.
Jeg håber, at du ved at læse ovenstående er blevet meget klogere på nogle af de årsager der er til, at kvinder med ADHD diagnosticeres senere end drenge/mænd.
Med denne viden in mente er der ligeledes et budskab i, at det ikke kun er kvinder med ADHD, men kvinder i det hele taget, der qua deres køn, hjerne og hormoner ikke er blevet hørt, studeret eller taget nok alvorligt.
Vi skal som samfund, som fag- og sundhedsprofessionelle, som familiemedlemmer og venner ikke acceptere ovenstående spilleregler.
Vi skal blive ved med at insistere på forandringer og lighed.
Der er heldigvis en voksende og generelt større forskningsmæssig opmærksomhed på, at kvinder diagnosticeres for sent, for lidt, og ofte forkert.
Nye screeningsværktøjer kommer, men indtil da kræver det, at klinikere tænker langt mere kønssensitivt og supplere klassiske tests (både ved ADHD og mange andre tilstande af enten fysisk eller psykisk karakter) med mere kvalitative, åbne samtaler om livshistorie og ved ADHD om; Belastningsmønstre og sociale (maskerings)strategier.
Tak fordi du læste med <3
All Change Begins With
Just Wonder
