Vi arver ikke kun øjne og temperament - men hele måder at være i verden på!

Om mønstre, slægt og neurodiversitet

Der er noget der gentager sig i de fleste familier. Ikke fordi vi vil det. Men fordi vi ikke kan se det.

Vi arver ikke kun øjenfarve og temperament. Vi arver hele måder at være i verden på. Måder at reagere, regulere, trække os tilbage eller gå i clinch. Mønstre der har tjent vores forældre, eller deres forældre, i en tid og en kontekst vi aldrig har levet i. Og alligevel lever de videre i os. I vores nervesystem. I vores automatreaktioner. I det vi gør, når presset stiger. I måden vi elsker på.

Børnene afslører det vi ikke vidste var der

Mange opdager først deres egne mønstre, når de får børn. Ikke fordi børn er et spejl i romantisk forstand, men fordi de aktiverer os på måder intet andet kan. De trykker præcis på de knapper vi ikke vidste vi havde. Og pludselig handler vi på måder vi ikke kan genkende som os selv, eller på måder vi slet ikke bryder os om. Eller som vi slet ikke vil være ved.

For forældre med neurodiversitet eller med børn der er neurodivergente, kan dette blive særligt intenst. Når et barn har svært ved regulering, ved overgange, ved det uforudsigelige og forælderen bærer de samme træk, ofte udiagnosticeret eller uden sprog for det, kan det skabe mønstre der forstærker hinanden. Ikke af ond vilje. Men fordi to nervesystemer i overbelastning møder hinanden uden de redskaber der skal til.

Neurodiversitet er ikke en fejl. Det er en måde at være i verden på

ADHD, autisme, højsensitivitet og andre former for neurodiversitet er ikke kun diagnoser der definerer begrænsninger. De er også beskrivelser af nervesystemer der fungerer anderledes, der behandler sanseindtryk, sociale signaler og krav til regulering på en anden måde end det der historisk er blevet kaldt normalt.

Problemet er ikke kun neurodiversiteten i sig selv. Problemet opstår når man i årevis har forsøgt at passe ind i en verden, der ikke er bygget til ens nervesystem og har lært at opfatte sin egen måde at fungere på, som et problem der skal løses. Det efterlader ofte ar. I selvforståelsen. I relationer. I den indre stemme der kommenterer alt man gør.

Regulering og selvforståelse som vej frem

Det der skaber reel forandring er ikke at arbejde hårdere på at være anderledes og “rette ind”.. Det er at forstå sit eget system og lære at arbejde med det, i stedet for imod det.

Regulering handler ikke om at kontrollere sine følelser. Det handler om at kende sit nervesystem godt nok til at vide hvad det har brug for og hvornår. Det handler om at bygge en indre forståelse der gør det muligt at handle bevidst frem for automatisk.

Selvbevidsthed er ikke navle-pilleri. Det er det fundament der gør det muligt at bryde nogle af de mønstre man har arvet og undgå at sende dem videre i samme format. At skabe nyt sprog for samværd, for relationer og for (selv)kærlighed. At bryde slægtskæder af lidelse, traumer og giftige relationer.

Det stopper ikke af sig selv

Mønstre er sejlivede. De er ikke tegn på svaghed eller mangel på vilje. De er indlærte, nedarvede og ofte usynlige for den der bærer dem. Det er derfor de gentager sig.

Men de kan brydes. Ikke ved at ignorere dem. Ved at se dem og fremkalde dem.