Neurodiversitet,
ADHD & Autisme.

Du har måske levet størstedelen af dit liv med en fornemmelse af, at du er anderledes. At du arbejder hårdere end andre bare for at følge med. At du maskerer, tilpasser og overkompenserer – og at det koster uforholdsmæssigt meget.

Måske har du for nylig fået en diagnose. Måske er du midt i en udredning. Eller måske sidder du og genkender dig selv i beskrivelser af ADHD eller autisme – uden endnu at have et navn på det.

Uanset hvor du er i den proces, er du velkommen her.

Jeg har været hele vejen rundt

Jeg har arbejdet med neurodiversitet i misbrugsbehandling, i privatpraksis, i forbindelse med sygemeldinger og i genoptagelsen af arbejdslivet bagefter. Jeg har klædt arbejdspladser og arbejdsgivere på til at forstå og rumme neurodiverse medarbejdere. Jeg har undervist på specialskole og har skrevet min BA om emnet.

Det er ikke et felt, jeg er gledet ind i. Det er et felt, jeg livet igennem er blevet trukket imod – og som for alvor satte sig fast, da jeg var i starten af mine 30'ere og pludselig så det hele i et nyt lys.

For neurodiversitet er ikke abstrakt for mig. Det løber i min egen slægtslinje – og i min mands. Jeg kender det indefra, på den tætte og personlige måde, der ikke kan læres på en uddannelse.

Det gør mig både fagligt skarp og personligt investeret. Og det er en kombination, jeg er stolt af.

Hos mig handler det ikke om at rette dig til.

Det handler om at forstå, hvordan din hjerne virker – og hvordan du kan leve og trives på dine egne præmisser.

Sammen arbejder vi med selvforståelse, selvbevidsthed og selvregulering. Tre ting, der for mange neurodiverse har været fraværende det meste af livet – ikke fordi de ikke var der, men fordi ingen nogensinde hjalp dem med at se sig selv tydeligt og uden dom.

Det er det, vi gør her. Vi ser på mønstrene. Vi navngiver dem. Og vi finder konkrete måder, du kan navigere hverdagen på – så det ikke konstant koster alt hvad du har.